RL Ventilation omorganiserer for at tage næste vækstspring
Efter seks år med markant vækst står RL Ventilation nu over for et afgørende strategisk skifte. Virksomheden omorganiserer ledelsen for at skabe fundamentet for næste vækstfase – og samtidig frigøre direktør Lasse Syndergaard til det, han selv ser som sin vigtigste rolle: kunder og salg.
T.v. adm. direktør og indehaver Lasse Syndergaard sammen med entreprisedirektør og partner, Lasse Hoffmann.. Foto: RL Ventilation
"Vi er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan have alle kasketter på. Da vi var 10-12 medarbejdere, kunne jeg godt få tingene til at fungere. Men i dag, hvor vi er 27, og har flere forretningsben, kræver det en anden struktur," siger Lasse Syndergaard.
RL Ventilation er siden, at Lasse Syndergaard etablerede virksomheden i Søborg sammen med partneren Lasse Hoffmann i 2019, vokset fra en lille ventilationsvirksomhed til en organisation med både entrepriseafdeling, erhvervsservice og privatservice. Den udvikling har gjort det nødvendigt at gentænke ledelsen.
"Det handler også om at kigge indad og sige: Hvad er jeg god til – og hvad er jeg ikke god til? Jeg kan se, at der er brug for tungere ledelsesmæssige kompetencer på det niveau, vi er nået til."
Løsningen er en ny struktur med en driftsdirektør og selvstændige ledelser i de enkelte forretningsområder.
"Vi har ansat en driftsdirektør, der tiltræder 1. juli, med stærke strategiske og økonomiske kompetencer. Han skal være med til at strømline forretningen, skabe bedre overblik og sikre, at vi udvikler os i den rigtige retning."
Vil fordoble omsætningen
Omorganiseringen er tæt koblet til virksomhedens vækstambitioner.
"Sidste år overtog vi en større serviceafdeling, og vi gik fra omkring 14-15 medarbejdere til 27. Det har naturligvis kostet, og det kan ses på resultatet. Men det er en investering i fremtiden," siger Lasse Syndergaard.
RL Ventilation A/S kom ud af regnskabsåret 2024/25 med en bruttofortjeneste på 11,6 mio. kr. mod 9,4 mio. kr. året før. Men udvidelsen kostede på bundlinjen, der blev reduceret fra 1,6 mio. kr. til 500.000 kr. og var i en periode med til at presse likviditeten, fremgår det af regnskabet.
"Vi omsætter i dag for omkring 50 mio. kr., og vi vil gerne over 100 mio. kr. Det kræver, at organisationen kan følge med, og at vi har de rigtige kompetencer på de rigtige pladser."
For Lasse Syndergaard handler det også om at frigøre sig fra den daglige drift.
"Jeg vil gerne ud og sælge virksomhedens produkter. Arbejde med kunderne, skabe relationer og udvikle forretningen den vej. Det er der, jeg skaber mest værdi."
Et opgør med en konservativ branche
Bag virksomhedens udvikling ligger også et ønske om at udfordre en branche, som ifølge direktøren har haft svært ved at følge med tiden.
"Jeg oplevede i mine tidligere job, at ventilationsbranchen er meget konservativ. Det, man gjorde for 20-30 år siden, gør man stadig i dag, selvom kravene til energi og CO₂ er blevet helt anderledes."
Samtidig var han træt af de mange konflikter med kunder.
"Der var for mange uenigheder og diskussioner. Det ville vi gerne gøre op med."
I RL Ventilation har man derfor valgt en tilgang, hvor man går tidligere ind i projekterne og tager et større ansvar.
"Vi vil gerne være med fra starten og arbejde med projekterne, som var det vores egne. Det handler om at finde den rigtige løsning – ikke bare den billigste."
Et konkret eksempel er et af virksomhedens første projekter.
"Vi brugte halvandet år på projektering i en sag med Enemærke & Petersen. Prisen holdt hele vejen, og der kom ikke ekstraregninger. Det er sådan, vi gerne vil arbejde – med gennemsigtighed og tillid."
En central del af strategien er at tænke langsigtet i samarbejdet med kunderne.
"Mange entreprenører tager én sag ad gangen og tænker ikke på det fremtidige samarbejde. For os er det helt afgørende."
Det betyder også, at man ikke nødvendigvis maksimerer indtjeningen på første projekt.
"Vi tjener måske ikke de store penge på den første opgave, men hvis det fører til et godt samarbejde fremadrettet, så er det det, vi prioriterer."
Ifølge Lasse Syndergaard er det også en måde at komme væk fra en branche, der er for fokuseret på pris.
"Vi vil gerne vælges på kvalitet, erfaring og relationer – ikke kun på pris. Det giver en anden type dialog med kunderne."
Egne montører som strategisk valg
En vigtig del af virksomhedens position er, at man har valgt at have egne montører frem for at basere sig på underentreprenører.
"Mange i branchen har projektledelse inhouse og hyrer så underentreprenører til at udføre arbejdet. Vi har valgt at have både ingeniører, projektledere og montører selv."
Det giver både bedre kvalitet og større fleksibilitet.
"Vi kan reagere hurtigere og sikre, at det arbejde, der bliver udført, lever op til vores standarder. Det er en klar fordel for kunderne."
Markedet for ventilation og tekniske installationer er samtidig under forandring, og især fremkomsten af store koncerner som InstallatørGruppen ændrer spillereglerne, mener han.
"Jeg tror, markedet bevæger sig mod enten små eller store virksomheder. De mellemstore får det svært, fordi der er kommet nogle meget store aktører ind."
Ifølge Lasse Syndergaard skaber det en vis usikkerhed i branchen.
"Jeg oplever, at mange bliver lidt handlingslammede. De vælger at fortsætte, som de plejer, i stedet for at udvikle sig."
RL Ventilation har valgt en anden tilgang.
"Vi ønsker ikke at konkurrere direkte med de største. Det kan man ikke. Men vi vil gerne være en stærk spiller, som kunderne vælger til på grund af det, vi leverer."
Derfor målsætningen om at fordoble omsætningen frem mod 2030.
Flad struktur som konkurrencefordel
I konkurrencen med de store koncerner ser RL Ventilation en styrke i sin egen organisation.
"Vi er meget flade. En kunde kan ringe direkte til mig som direktør. Det giver en anden nærhed."
Den flade struktur betyder også hurtigere reaktion.
"Hvis en kunde ringer, er vi typisk ude dagen efter eller senest inden for et par dage. Det er vigtigt for os, at kunderne ikke skal vente."
Samtidig understøttes fleksibiliteten af, at virksomheden har egne montører.
"Vi er ikke afhængige af underentreprenører, og det gør en stor forskel i hverdagen."
For at styrke sin position yderligere arbejder RL Ventilation med planer om opkøb.
"Vi køber i dag mange ydelser inden for VVS, el og automatik ude i byen. Derfor giver det mening at få nogle af de kompetencer ind i huset."
Målet er at opbygge en bredere installationsforretning.
"Det kan være VVS, el, køl eller automatik – områder, der hænger naturligt sammen med det, vi allerede laver."
Et af de områder, hvor virksomheden ser størst potentiale, er service.
"Der ligger rigtig meget arbejde derude. Ventilationsanlæg har i mange år været nedprioriteret, og mange steder er de i dårlig stand."
Tidligere sagde virksomheden nej til serviceaftaler, fordi man ikke havde setup til at levere den ønskede kvalitet.
"I dag har vi opbygget en serviceafdeling med servicechef, to koordinatorer og ni teknikere. Det giver os mulighed for at levere den service, vi vil stå inde for."
Klar til næste fase
Med en ny ledelsesstruktur, klare vækstambitioner og et stærkt fokus på relationer og kvalitet er RL Ventilation ifølge direktøren klar til næste fase.
"Vi vil gerne være en større spiller på markedet. Men det skal ske uden at miste det, der har gjort os stærke – nemlig nærheden til kunderne og vores måde at arbejde på."
Og for Lasse Syndergaard selv er retningen klar:
"Fremover kommer jeg til at bruge min tid på kunder, relationer og salg. Det er der, jeg kan gøre den største forskel."
