Sådan udfordrer vi de klassiske rekrutteringsmønstre
Mangel på faglært arbejdskraft er et af de helt store temaer i teknik- og installationsbranchen. Men måske er løsningen ikke kun at finde flere af de samme profiler, men at turde åbne døren for nye typer kandidater.
Louise i action som entrepriseleder i Wicotec Kirkebjerg. Foto: Wicotec Kirkebjerg A/S
I Wicotec Kirkebjerg A/S, arbejder HR-afdelingen målrettet med at udfordre de klassiske rekrutteringsmønstre. Det handler om at se potentiale i kandidaternes menneskelige og ledelsesmæssige erfaringer – også selvom CV’et ikke ligner det sædvanlige.
Malene Reese-Madsen, HR-chef i Wicotec Kirkebjerg-koncernen. Foto: Wicotec Kirkebjerg A/S
- Vi har længe oplevet, at hvis vi kun kigger efter folk med den helt traditionelle baggrund, så lukker vi døren for en masse dygtige mennesker og nye perspektiver. For os handler det om at finde de rette hoveder og hjerter, og et kulturelt match. Resten kan vi udvikle hen ad vejen. Den rette indstilling, sociale færdigheder og lysten til at tage ansvar kan være lige så vigtigt som en bestemt uddannelse, siger Malene Reese-Madsen, HR-chef i Wicotec Kirkebjerg-koncernen.
Louise Amter skiftede fra beautybranchen til entreprenørbranchen. Foto: Wicotec Kirkebjerg A/S
Fra stylist til entrepriseleder
Et godt eksempel er Louise Amter, der i dag arbejder som entrepriseleder i Wicotec Kirkebjerg. Hun er oprindeligt uddannet stylist samt makeupartist og har mange års erfaring fra beautybranchen. En baggrund, der på papiret ikke ligner en klassisk indgang til bygge- og anlægsbranchen, men hendes erfaring med kundeservice, ledelse og konflikthåndtering har vist sig at være uvurderlig i mødet med både fjernvarmekunder, borgere og samarbejdspartnere.
- Tidligere havde jeg nok aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde i den her branche. Men da jeg først kom ind, kunne jeg se, hvor meget mine erfaringer kunne bruges. At møde mennesker, forstå deres behov og finde løsninger sammen – det er jo noget, jeg har gjort hele mit arbejdsliv, bare i en anden kontekst, fortæller Louise Amter, der til daglig er med til at udrulle store fjernvarmeprojekter på Sjælland.
At matche mennesker og behov
I Wicotec Kirkebjerg arbejder HR på en lidt anden måde end mange andre steder. Det handler nemlig ikke kun om at gennemgå CV’er, men at se bag om papirerne og finde det menneskelige potentiale.
- Vi bruger tid på at tale med kandidaterne og forstå, hvordan de kan bidrage til de opgaver og behov vi har i virksomheden. Mange opdager faktisk først under samtalen, at de har kompetencer, der passer perfekt til os – selvom de aldrig havde tænkt over, at en teknikentreprenør skulle være deres nye arbejdsplads, siger Malene Reese-Madsen, og hendes budskab til branchen er klart:
- Hvis branchen vil løse udfordringen med mangel på kvalificeret arbejdskraft, kræver det et bredere syn på rekruttering. Vi kan ikke nøjes med at kigge efter de rigtige hænder. Vi er nødt til også at kigge efter de rigtige hoveder og hjerter. Når vi tør rekruttere på tværs af brancher, får vi ikke bare flere medarbejdere – vi får også nye perspektiver, der kan styrke os i mødet med fremtidens udfordringer, afslutter HR-chefen.
