Tjek på tætheden i ventilationsanlægget
Er ventilationsanlægget helt tæt? Teknikentreprenørvirksomheden Glenco mener at kunne finde ud af det på fem minutter, direkte på byggepladsen og automatisk beregne lækager og tæthedsklasser. Det kan de takke deres nye lækagetester for, hedder det fra virksomheden.
Når ingeniøren vil have dokumentation for tæthedsklassen i et nyt ventilationssystem, tager det teknikentreprenørvirksomheden Glenco fem minutter at teste systemet og udskrive en rapport. Og det skulle være virksomhedens nye legetøj, en Lindab lækagetester, der er årsagen.
Automatisk beregning
"Lindabs lækagetester har virkelig lettet testprocessen for os. Den er kompakt, enkel at bruge og giver et præcist resultat. Samtidig sker beregningen af tæthedsklasse og lækage automatisk, så der er ingen menneskelige fejlkilder," forklarer montagechef Henning Jurock fra teknikentreprenøren Glenco, der leverer og servicerer tekniske installationer i bygninger.
Førhen skete aflæsningen af tæthed på en skive med en viser, hvor det var nemt at snyde lidt, hvis et anlæg lå lige på vippen.
"Det er en bekostelig affære at eftertætne et ventilationssystem. Så vi er meget interesserede i, at gøre testen så troværdig som muligt for ingeniøren, så han kan regne med, at han får klasse C, når vi siger det," fortæller Henning Jurock.
Fokus på energien
Lindab mener desuden, at den nye lækagetester kan betyde en besparelse i materialebrug, fordi en øget tæthed mindsker behovet for overdimensionering. Og så skulle der samtidig være en energimæssig besparelse for slutbrugerne ved at optimere tætheden i ventilationsanlæg. Et område, som Lindab oplever, har fået øget fokus i lavkonjunkturen.
"Da der var højkonjunktur, skulle det bare gå hurtigt. Tætheden bekymrede rådgivere og bygherrer sig ikke meget om. Nu er energi og CO2 i høj grad kommet i søgelyset. Derfor vurderer jeg faktisk, at krisen kan give vores lækagetester ekstra medvind ," konstaterer Werner Andresen fra Lindab Ventilation.