Danske håndværkere presses ulovligt fra øst
Østeuropæiske byggevirksomheder bryder ustraffet danske regler. Danske håndværksvirksomheder er pressede og efterlyser større bøder.
Siden indgåelsen af den seneste Østaftale og den efterfølgende åbning af markedet, er håndværkere fra Polen, Rumænien og Ungarn strømmet til Danmark i en grad, der sætter de danske håndværksvirksomheder under pres. Ikke mindst fordi østarbejderne ikke retter sig efter de danske regler – firmaerne har nemlig hurtigt fundet ud af, at det bedre kan betale sig at lade være. Håndværksrådet modtager løbende meldinger fra medlemsvirksomheder, der er frustrerede over, at det kan svare sig for de østeuropæiske firmaer at bryde reglerne. Og det er ikke kun i sommerhuse og private boliger, de ulovlige østarbejdere huserer. Ofte er der tale om større, velorganiserede byggerier, hvor østeuropæiske håndværkere arbejder ulovligt til dumping-priser. Rådet efterlyser derfor større bøder og en generel stramning af reglerne.
"Risikoen ved at arbejde ulovligt og f.eks. ikke tilmelde sig RUT-registret (der registrerer udenlandsk arbejdskraft i Danmark, red.) er tydeligvis ikke høj nok. Vi foreslår, at bødeniveauet tidobles, så det ikke længere kan svare sig at bryde reglerne. Samtidig skal det være lettere at tjekke, hvem der arbejder på både de små og større byggepladser", siger afdelingschef Anne Holm Sjøberg fra Håndværksrådet.
-AK