Kæmpe sikkerhedsmesse til København
Sikkerhedsmessen SecurityUser Expo 2011 bliver den 19. - 21. september afholdt i København. Den store udstilling finder sted i hallen TAP1 ved Carlsberg, og formålet er at vise det allernyeste, når det gælder produkter og tjenester inden for sikkerhedsområdet.
Når udstillingen SecurityUser Expo 2011 i næste uge kommer til de gamle tappehaller ved Carlsberg, vil der blive tappet viden og udvekslet ord om alverdens nye tendenser inden for sikkerhedsområdet. Gæsterne kommer her til at se, hvad de nyeste teknologier kan tilbyde uanset om det gælder indbrudsalarmer, adgangskontrol eller videoovervågning.
SecurityUser Expo er en fantastisk stor satsning her i Danmark, og jeg er sikker på, at det vil blive en succés for både udstillere og besøgende, siger Bjørn-Erik Jørgensen, landechef for AR Media International, der arrangerer messen i samarbejde med SikkerhedsBranchen.
Suppleres af konferencer om sikkerhed
Den store udstilling i TAP1 suppleres af seks konferencer, som vil blive afholdt sideløbende med udstillingen i dagene 19.- 21.september. Alle seks konferencer på SecurityUser Expo fokuserer på forskellige vertikale markedssegmenter. Det er: sikker detailhandel, sikker varetransport og logistik, sikre skoler, sikker persontransport, sikre events og sikre boligområder.
Sikkerhedsbrugerne er i fokus på konferencerne. Brugerne er også en vigtig hjørnesten i SecurityUser Expo konceptet, eftersom slutbrugerne er en betingelse for messens eksistens. Det er netop derfor, vi laver denne konferencedel, som omhandler reelle problemer og anviser løsninger for seks forskellige sektorer, der alle er plaget af problemer med kriminalitet, siger Bjørn-Erik Jørgensen.
Såvel udstilling som konferencer har til formål at vise fordelene ved at investere i sikkerhed, både for private virksomheder og for offentlige instanser.
Vort budskab er krystalklart, investering i sikkerhed betaler sig, siger han afslutningsvis.
