Ny energispareaftale får kritik af Dansk Byggeri
Ny aftale forpligter energiselskaberne til årligt at realisere energibesparelser svarende til 0,8 procent af Danmarks energiforbrug. Dansk Byggeri kalder aftalen for en dyr energispareaftale med mangler.
Ikke holdbare energibesparelser
Hos Dansk Byggeri er man kritiske over for den nye aftale. Her vurderer man, at en stor andel af energirenoveringerne af boligmassen ville blive gennemført uanset energispareaftalen.
Denne kalkulering skal afdække energiselskabernes indsats, men vi tror ikke på, at aftalen har en så stærk virkning, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri. Dansk Byggeri ærgrer sig over ikke at være blevet inddraget i processen frem mod aftalen.
Vi har nemlig forstand på bygninger, og bygningsejere. Nu må vi formentlig vente på evalueringen, som først finder sted i 2012, før aftalen kan rettes til, så den for alvor kommer til også at give energibesparelser i den eksisterende bygningsmasse. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig økonomisk gulerod for boligejere i forslaget, som det ser ud nu. Store og langtidsholdbare energiinvesteringer bliver ikke tilstrækkeligt tilgodeset. Det kan medføre prioritering af kortsigtede men mindre holdbare energibesparelser, fastslår Michael H. Nielsen.
Han vurderer, at konsekvensen af aftalen er et tungt system, hvor både energiselskabet, dets repræsentant, et mellemled, håndværkeren og måske endnu flere led skal have deres udgifter til administration dækket, inden der kan blive penge til at motivere forbrugeren. Hos Dansk byggeri er man dog ikke udelukkende kritisk. Blandt andet ser man frem til den øgede inddragelse af eksterne parter som for eksempel byggevirksomheder, som den nye energispareaftale lægger op til, og håber på, at byggeriets virksomheder gør sig klar til at tackle denne udfordring.
Derudover er der også rosende ord til den del af aftalen, der stiller krav om gennemsigtighed omkring energibesparelserne og de tilhørende støttebeløb. Forbrugerne vil eksempelvis via hjemmesider kunne sammenligne de støttemuligheder, de forskellige selskaber tilbyder, og se i hvilket selskab man får mest for salget af sin energibesparelse.
www.installator.dk/energi