Nyt vækstmarked: Integrerede energiløsninger og husstandsbatterier på vej mod gennembrud

Efterspørgslen på intelligente energiløsninger vokser, og husstandsbatterier kan blive det næste store marked for installationsbranchen. Batterierne kan samtidig være med til at aflaste et presset elnet, vurderer TEKNIQs bæredygtighedschef Troels Hartung på baggrund af ny undersøgelse

Foto: TEKNIQ

Solceller, varmepumper og elbiler har allerede fundet vej til et stort antal danske hjem. Det næste produkt, der kan få sit store gennembrud, er husstandsbatteriet.

Det vurderer Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ, efter at en ny undersøgelse blandt installationsvirksomheder viser stigende interesse for løsninger, hvor blandt andet solceller, batterier og varmepumper kobles sammen og styres intelligent.

41 pct. af installationsvirksomhederne arbejder allerede med den type integrerede energiløsninger, mens 73 pct. af dem oplever stigende efterspørgsel. Samtidig oplever 42 pct. af installationsvirksomhederne flere henvendelser om grønne energiløsninger som varmepumper, solceller og energibesparende investeringer.

Det åbner et marked for de installatører, der er parate til at gribe det, mener Troels Hartung.

"Det er et område, der er ved at tage fart. Det er ikke oppe i fuldt tempo endnu, men det er ved at tage fart, og hvis du er klar, så er der noget omsætning at hente her," siger han.

Batterier vinder frem

Husstandsbatteriet er dog endnu ikke blevet lige så almindeligt som eksempelvis ladeboksen til elbilen. Når installationsvirksomheder i dag installerer solceller eller varmepumper hos privatkunder, oplever 37 pct., at kunderne i en del tilfælde eller oftere også køber et husstandsbatteri.

Troels Hartung ser udviklingen som en klassisk udbredelseskurve. Først investerer en mindre gruppe i den nye teknologi. Derefter begynder den for alvor at brede sig, når forbrugerne kan se, at den fungerer hos naboen, vennerne eller familien.

"Det, der nok mangler, er et gennembrud, hvor man kender flere, der har et batteri, hvor man ligesom kan se: Jamen, det her fungerer faktisk," siger han.

Han sammenligner udviklingen med varmepumper, som brugte lang tid på at slå igennem, men i dag er blevet en almindelig opvarmningsform.

For husstandsbatterier bliver en af de afgørende opgaver at gøre økonomien gennemskuelig for kunderne. Ifølge Hartung findes der aftaler, hvor et batteri kan have en tilbagebetalingstid på omkring otte-ti år, men regnestykket afhænger i betydelig grad af mulighederne for at få betaling for at stille batteriets fleksibilitet til rådighed.

Troels Hartung er bæredygtighedschef i TEKNIQ.. Foto: TEKNIQ Arbejdsgiverne

"Der har i hvert fald været noget, der har været ganske lukrativt, hvor man kan kigge ind i et husstandsbatteri, der måske har en tilbagebetalingstid på otte-ti år eller noget i den stil," siger han.

Samtidig kan batteriet have en anden værdi end den rent økonomiske. Det kan eksempelvis fungere som backup ved strømafbrydelser, afhængigt af hvordan anlægget er indrettet, og det kan øge nytten af et eksisterende solcelleanlæg.

"Forsyningssikkerheden er et vigtigt aspekt for mange," siger Troels Hartung.

Kan fungere som et lille kraftværk

Potentialet rækker ifølge TEKNIQ længere end den enkelte families elregning.

Danmarks elforbrug bliver i stigende grad elektrificeret, samtidig med at elnettet flere steder er under pres. Her kan tusindvis af små, decentrale enheder få en rolle, hvis batterier, elbiler og andet fleksibelt forbrug kan styres samlet.

"Hvis du som virksomhed har 1.000 husstandsbatterier, du kan råde over og regulere op og ned i forhold til, om de bruger strøm, eller om de leverer strøm tilbage til nettet, så fungerer det jo i virkeligheden som et lille kraftværk ude på nettet," siger Troels Hartung.

Det kan blandt andet ske ved, at en såkaldt aggregator samler mange mindre batterier i en større pulje og tilbyder deres samlede kapacitet på Energinets markeder for systemydelser. Batteriejeren kan dermed få betaling for at stille batteriets fleksibilitet til rådighed, mens den samlede kapacitet kan bruges til at hjælpe med at holde elsystemet i balance.

Dermed kan et husstandsbatteri skabe økonomisk værdi på flere måder. Ejeren kan gemme strøm, når den er billig, og bruge den, når prisen er høj, mens batteriet via en markedsaktør også kan tjene penge på at stille fleksibilitet til rådighed for elsystemet.

Men Hartung peger samtidig på en anden gevinst, som skal holdes adskilt fra Energinets systemydelsesmarkeder: Batterier kan potentielt være med til at aflaste distributionsnettet helt lokalt.

Når stadig flere husstande får elbiler og varmepumper, kan belastningen nemlig blive så stor, at det ikke nødvendigvis er de store transmissionsforbindelser, der bliver flaskehalsen. Problemet kan i stedet opstå i kablerne på den enkelte villavej.

Hvis mange beboere eksempelvis kommer hjem og sætter elbilen til opladning samtidig, kan batterier og intelligent styring være med til at udjævne belastningen.

"Vi har glæden ved at have mange samlet, der kan frigøre kapacitet svarende til et kraftværk eller en vindmølle. Og så har vi den anden del, som er den helt decentrale aflastning af det lokale elnet," siger han.

 Mikrotarifering kan bidrage 

Men hvis boligejerne skal ændre deres strømforbrug og stille fleksibilitet til rådighed, skal de økonomiske signaler være tydelige.

Det er et af de områder, hvor undersøgelsen peger på en barriere. 29 pct. af installatørerne mener, at det økonomiske incitament for forbrugerne bør gøres tydeligere. 24 pct. peger på, at administrationen bør forenkles, mens 22 pct. efterlyser teknik, der er lettere tilgængelig for forbrugerne.

Troels Hartung peger på såkaldt mikrotarifering som en mulig løsning. I stedet for at nettarifferne primært varierer efter tidspunktet på døgnet, kunne tariffen i højere grad afspejle belastningen helt lokalt.

Er elnettet på én villavej hårdt belastet, kan det dermed blive dyrere at bruge strøm netop dér og på netop det tidspunkt, mens tariffen kan være lavere på en nærliggende villavej uden samme kapacitetsproblemer.

"Ved at lave mikrotarifering kan man mere præcist prissætte forbruget dér, hvor nettet er allermest belastet," siger Troels Hartung.

Formålet er at give forbrugerne et stærkere incitament til eksempelvis at udskyde opladningen af elbilen eller på anden måde flytte forbruget væk fra de tidspunkter, hvor det lokale net er presset.

En sådan model kan gøre nettariffen dyrere for nogle forbrugere på bestemte tidspunkter. Men alternativet kan ifølge Hartung være at forstærke det lokale elnet, hvilket også ender på elforbrugernes regning.

"Så skal alle elforbrugerne i området betale for, at min villavej bliver forstærket. Der kan måske godt være billigere måder for samfundet at gøre det på ved at skabe sådan nogle tydeligere prisstrukturer," siger han.

For den enkelte familie behøver resultatet ifølge Hartung ikke nødvendigvis at blive en større elregning. Hvis højere tariffer på belastede tidspunkter kombineres med muligheden for at spare eller blive belønnet for fleksibilitet, kan husstanden flytte forbruget til billigere timer.

"Man kan som familie faktisk undgå at bruge flere penge eller måske ovenikøbet bruge færre, fordi man bliver dygtigere til at udnytte strømmen om natten, hvor den ofte er lidt billigere," siger han.

Installatøren skal kunne mere end at montere

Udviklingen ændrer også installationsvirksomhedernes rolle.

Seks ud af ti virksomheder i undersøgelsen oplever, at deres rolle i høj eller nogen grad har bevæget sig fra primært at montere hardware til i højere grad at være energirådgiver for kunden.

Foto: TEKNIQ

Det stiller andre krav end at kunne installere et batteri korrekt.

"Det er ikke bare noget med at sætte et husstandsbatteri op. Du skal også kunne forklare kunden på en overbevisende måde, hvad det her vil betyde i praksis," siger Troels Hartung.

Installatøren skal blandt andet forstå fleksibilitet, økonomien omkring løsningerne og samspillet mellem forskellige energiteknologier. Ifølge Hartung kræver det både et tæt samarbejde med producenter og leverandører og løbende udvikling af kompetencerne i blandt andet elektrikeruddannelsen.

Han vurderer, at branchen har de nødvendige grundlæggende kompetencer, men påpeger samtidig, at mange af de nye løsninger er produktspecifikke og derfor kræver viden om det enkelte system.

"Det mener jeg, at vi har. Og ellers har de mulighed for at opsøge dem," siger han om installatørernes kompetencer.

Netop kompleksiteten kan være en del af forklaringen på, at en betydelig gruppe installationsvirksomheder endnu ikke arbejder med integrerede energiløsninger.

For dem, der gør, ser Troels Hartung til gengæld et marked, der kun er ved begyndelsen.

"Hvis du er klar, så er der noget omsætning at hente her."

Foto: TEKNIQ

Unidrain A/S

Sponseret

Unidrain udgiver første ESG-rapport: Data bekræfter, at vejen frem går gennem værdikæden

KlarPris

Sponseret

Derfor vælger flere installatører Grundfos pumper gennem KlarPris

Relateret indhold

KlarPris

Sponseret

Når indkøb og sagsstyring hænger sammen, bliver hverdagen mere effektiv

Installator.dk

Kinesiske vindmøller kan koste tusindvis af danske job

Installator.dk

Norlys ud med nyt underskud

Installator.dk

SG lukker produktionen i Odense

Installator.dk

Grossisterne sælger mere – men milliarder er forsvundet fra bundlinjen

Installator.dk

Minister: Flere elmaster - hurtigere

Installator.dk

1.500 elkunder blev flyttet ved en fejl. Nu kommer de tilbage

Installator.dk

AI-drevet digitalisering skyller ind over produktionsgulvene

Installator.dk

Norlys udnævner ny direktør for energiforretningen

Installator.dk

Begrænset netadgang sat på pause for større elkunder

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle